Akvarel er vandfarvemaleri på papir med lette gennemskinnelige farver. Jeg husker blandt andet de første, jeg så af Ulla Becker, to store billeder, som med nuancerede farvestrøg kaldte uventede motiver frem: det ene med portrætter af Karen Blixen og Georg Brandes, det andet med en fantasi over Michelangelos gravmæle i Mediciernes kapel i Firenze. Mærkeligt valgte, historiske emner, hvis ærværdighed og vægt kontrasterede til akvarelteknikkens flygtige karakter.

Men Ulla Becker forsøgte sig fra begyndelsen i flere retninger for at finde ud af, hvor langt både hendes evner og teknikkens egenart kunne bære.
Billeder af fisk, blomster, landskabsfantasier og helt abstrakte motiver blev malet på det hvide papir, hvor farverne efterhånden som de tørrede kunne bære nye penselstrøg med nye farver – en laserende teknik som kalder mindelser frem om muslingeskaller, våde sten, løv og skyer. Gråtoner og alle mulige andre farvetoner fra gylden røgede fisk og okkergule mure til rosa og blå himle fortæller om det Skagen, hvor Ulla Becker arbejder.
Lethed er akvarellens væsen. Men det kan være en tung dans at virke let. I virkeligheden er en akvarel meget stoflig, fladen meget tæt bearbejdet, og ser man nøjere til på kort afstand, viser håndværket sig med tydelige spor. Det gør billederne tvetydige, for farverne kan bære de flygtigste indfald, men de skal ligge så fast som emalje eller glasur. Gennemskinnede farver i lag på lag kalder motiver frem, de forestiller noget som dog har lidt af drømmens karakter.

Ulla Becker har slidt med sine materialer, og på de sidste udstillinger vist en ny teknik, som er inciterende. Hun maler ikke bare på et almindeligt stykke papir, en fast, ensartet flade, men forsøger sig med tyndt papir i flager og strimler, vædet og lagt i lag til tørre. Under tørringsprocessen bindes papirstykkerne sammen enten med farve, når billedet begynder at blive til, eller med lim.

Ulla Becker bruger også akryllak, som er gennemsigtig og derfor tillader farverne at dække hinanden uden at skjule hinanden. Det er overordentligt raffineret og giver åbenbart impulser til en ny motivverden, en fantasiverden blandt andet med mytologiske emner, erotiske scener, humoristiske indfald. Det fligede papirunderlag danner ganske tynde, flade relieffer – som blade i en skovbund, tørret sand på stranden, vissent græs.

Der ligger som antydet et kæmpearbejde i disse lette billeder. Men det gør der jo også i f.eks. ballet og poesi. Man må som kunstner trøste sig med det gamle ordsprog: ’Alt hvad det er værd at gøre, er det værd at gøre godt’. Det brugte for resten Karen Blixen ofte, når nogen beklagede sig. Hun vidste, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, når det lykkes.


Ole Wivel